onsdag den 23. september 2009

Politisk prostitution.


Regeringens handlemåde begynder mere og mere at minde mig om prostitution. Den sælger sin krop til Dansk Folkeparti for at få det ”stof” som regeringsmagten er. Den ser stort på det uhæderlige og umoralske der ligger i, at man lader som om man er enig med DF og derfor gennemfører partiets dagsorden for at få en finanslov igennem. Eksempel: ”Vi skal altså lige have de der afviste asylansøgere smidt ud før vi er til at tale med. Og for resten skal vi også lige have nedsat den kriminelle lavalder til 12 år”. Jeg ser frem til at finansloven bliver vedtaget. Så går der da mindst et år før DF kan optræde med det nummer en gang til. At de krav DF vil have honoreret ikke har en pind med økonomi at gøre er åbenbart mindre væsentligt. At en stor del af regeringens vælgere ikke er enige i disse DF dagsordner er jfr. Ovenstående også ligegyldigt. Og dog! Eyvind Wesselboe har opladt sin røst, og se om ikke straks der danner sig et heppekor i baglandet! Det er godt, men det er meget sent. Ikke FOR sent, men meget sent. Hvis jeg ikke er helt galt afmarcheret, og det er jeg ikke, så er det ikke demokratiets ånd, at et lille støtteparti som trods alt kun repræsenterer en forholdsvis lille del af befolkningen, har den indflydelse som DF har. Magthungeren hos Venstre og Konservative har ført partierne ud i prostitution. De leverer stemmer til DF's politik. Der er skabt et flertal på et fundament af dårlig moral og magtsyge. Det er der så omsider endlig en der ikke kan holde til længere. Måtte han blive fulgt af mange flere, så regeringen ender med at indrømme at de ikke regerer på et ægte demokratisk grundlag, men alene på et konstrueret og urimeligt parlamentarisk grundlag.

Giv slip, Venstre og Konservative, og lad os få det valg!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar