mandag den 26. juli 2010

Tuskhandelspolitik.

Kristian Thulesen Dahl mener at regeringen skylder "en omgang". Derfor vil han, og dermed Dansk Folkeparti, have 24-års reglen ændret til en 28-års regel. Nu ved vi jo godt, at DF helt ville have en 85-års regel, så ønsket som sådan overrasker ikke.
Nej det der overrasker er, at DF så hudløst afslører - endnu engang - at det er halen der logrer med hunden og at politik i partiets optik er som at sælge elastik i metermål. Og her bliver det strakt til det yderste.
Det vil blive interessant, at se hvad DF vil gøre hvis regeringen meddeler, at det vil man ikke være med til. Vil DF vælte regeringen? Næppe. Det ville jo være at save i den gren de selv sidder på over.
På den anden side, hvis regeringen går med til DF's forslag, afslører den, at den faktisk er enig i den fremmedfjendske politik DF står for.
Det blive spændende at se hvad der sker.
Har vi overhovedet en udenrigsminister?

Da jeg hørte i TV-avisen, at Lene Espersen havde meldt afbud til et EU udenrigsministermøde p.g.a. ferie, udbrød jeg spontant "det er løgn". Men det var det ikke. Nasar Kadar forklarede, at man normalt ikke sender udenrigsministeren til et møde som det omhandlede og at der derfor ikke er nogen sag.
Jo, det er der. Sagen handler i alle tilfælde om en utrolig mangel på situationsfornemmelse. Den umiddelbare reaktion vil være: Nu gjorde hun det Gud hjælpe mig igen! Uanset hvor god forklaringen er.
Søren Kierkegaard sagde: "Det er menneskeligt at fejle. Men det er tåbeligt at fremture i sine fejl".
Lene Espersen skulle måske overveje, om hun vil være udenrigsminister eller om hun vil være husmor. Hun overkommer helt åbenbart ikke begge dele.

tirsdag den 6. april 2010

Farlig?

Tillykke Helge Adam Møller. Du har lige skoret det mest spektakulære selvmål i nyere dansk plitisk historie. I panik over at SF og Villy Søvndal vinder frem, mens det ikke ser for godt ud for de Konservative i meningsmålingerne fyrer man en salve af imod den truende fjende. Hvem der er farlig afhænger ganske givet meget af øjnene der ser. Men alene det at bruge den slags udtryk om en demokratisk valgt politiker, her i Danmark, vagte et betydeligt ubehag hos undertegnede.
At Villy Søvndal ganske givet ikke vil stå for den samme udenrigspolitiske kurs som de Konservative, ku' da godt gå hen og blive farligt for dem og den øvrige borgerlige fløj. At skifte mening er vel enhvers ret. Jeg erindrer mig J. O. Krags berømte bemærkning om, at "man har et standpunkt til man tager et nyt". Nå, men han var jo også Socialdemokrat. Personligt mener jeg, at det er langt værre, at sende danske soldater i krig på et falskt grundlag, og i strid med FN's resolutioner. Men smag og behag er jo forskellig.
Men selvmålet. I det interview som blev bragt i Deadline på DR2 kom Helge Adam Møller mest af alt til at minde om en Pekinggeser der bjæffer hysterisk løs af en stor Sct. Bernhardshund.
Villy Søvndal gjorde jo Helge Adam helt til grin med sin sædvanlige, rolige, let affejende og lune facon. Så i den sag står det 1 - 0 til Villy på Helge Adams selvmål. Gnæk-gnæk.

Cølibat.

Det må være et eklatant eksempel på fortrængning, i psykologisk forstand, når den katolske kirke har besluttet, at man vil undersøge om cølibat kan være medvirkende årsag til de mange misbrugssager og homofile sexskandaler indenfor den katolske præstestand.
Hva' tror de mon selv?

tirsdag den 9. februar 2010

U - FORSVAR -ligt.

Ikke, at statsministeren ligefrem mangler noget at kaste sig over, men jeg vil alligevel foreslå endnu en opgave. Rigtigt gættet: Forsvaret.
Vi har nu indenfor relativt kort tid været de måbende vidner til interne skandaler med benspænd og mudderkastning af værste slags omkring, først en bog om jægerkorpset og derefter om en mission der skulle have været hemmelig, men som alligevel ikke var det.

Det må koste mange penge, at forsvarets ledelse bruger masser af tid på at rende rundt og "sprætte rygstykkerne op" på hinanden og dolke hinanden i ryggen.

For at sætte det hele lidt yderligere i perspektiv vil jeg lige minde om at der har været skandaler, der har kostet mange, mange millioner. Desværre er de forsvundet fra pressens søgeprojektører forbavsende hurtigt. For der var da ellers masser af guf i dem. Så Deres ydmyge blogger undrer sig.

Hvaffor nogen skandaler er der måske nogen der sidder og tænker (og det er naturligvis også meningen). Jo, senest var der noget med nogle redningshelikoptere der ikke kunne redde og forresten - praktisk talt - heller ikke kunne flyve. Kontrakten var så snedigt skruet sammen, at de heller ikke kunne leveres tilbage. Hvad er der sket i den sag? Og så var der noget med nogle førerløse spionfly, som hverken kunne spionere, eller flyve. De var rigtig dyre! Hvad er der sket i den sag?

For li'som at sætte det hele lidt i perspektiv har der også indenfor erindringens tid været et problem med at få bevilget 8 mill. til forstærkning af de pansrede køretøjer fores unge soldater kører rundt i derude i Afganistan. De blev stoppet af noget bevillingsprocedure bureaukrati!!
Jo, der skal være orden i papirgangen. Så skidt med at der evt. ryger et par soldater på den konto.

Og alt imens har de travlt med at syde med papirklips og det der er værre i Forsvarsministeriet.

Hvad enten De bryder Dem om det eller ej, så er det her altså også Deres bord Hr. statsminister!